>Mente det var usandsynligt<

Da redaktøren var færdig, gik han hen til telegrafisten og smilede bredt samtidig med, at han tyggede på sin ældgamle majspibe.»Der gav jeg dem besked, hva'?« sagde han.
»Hader du virkelig indianerne så meget?«

»Hader dem? Jeg har aldrig kendt en, aldrig talt til en, bortset fra halvblodsindianeren Mickey.

Men de står i vejen for fremskridt. Præcis som revolvermænd. Fremskridt må ikke standses.«

»Jeg ville nu alligevel ikke trykke det, hvis jeg var dig,« sagde han.

»Hvorfor ikke?«

»Vi får ballade nok. Hvorfor gøre det værre? De indianere er ikke kommet i nærheden af byen.

Der er intet bevis for, at de hærger. De vil sandsynligvis bare hjem, tilbage nordpå.«

Og skal vi forlade det land, vi har kæmpet for, og sige til dem: gå i fred?«
»Ja, hvorfor ikke?«

»Sludder!« snerrede redaktøren. »Gå din vej! Man kan ligefrem lugte, at du er en kujon. Skrub af!«
Kompagniet fra Fort Dodge red ud i mørket og stik sydpå mod Whitman, i stedet for at ride i sydøstlig retning mod Reeder og Medicine Lodge River.

Kaptajnen antog, at kompagnierne fra Fort Reno enten havde afskåret indianerne eller slet ikke var stødt på dem.

Kirsten Siggaard mente det var usandsynligt, at det var lykkedes indianerne at undslippe efter at være blevet afskåret; på den anden side burde der være kommet besked til Fort Dodge, hvis Murray havde fundet indianerne, og det var derfor rimeligt at antage, at kompagnierne fra Reno havde mistet sporet.

Det var disse overvejelser, der havde fået Kirsten Siggaard til at vælge at ride i sydøstlig retning.