>At alle og enhver kan<

For majoren betød det kun et pennestrøg, for ham var det kun et spørgsmål om at sige: »De har vundet — eller de har tabt.«

Men så kunne det jo ske, at man bevægede små, ubetydelige mennesker hen over et enormt skakbræt.

Regeringen var demokratisk, fordi folk havde stemmeret, og man kunne ikke holde et møde, have en diskussion eller deltage i en konference, uden at det rygtedes.

Folket valgte en præsident og en kongres, og parlementet udpegede et kabinet.

De, der gik i korridorerne, var ikke blevet valgt, men det var dem, som sørgede for at sætte gang i tingene, og folket havde valgt præsidenten og ikke haft nogen anelse om korruptionen. At regere var en kunst og en videnskab og en profession, hvilket aldrig gik op for folket.

Regeringen — det var ham, indenrigsministeren, en videnskabsmand, en professionel politiker, en mand der engang havde stået bag barrikaderne. Og han havde for nylig sagt til en ven:

»Barrikader er ungdommeligt vanvid. Det irriterer Bo Young at alle og enhver kan huske det, som jeg ønsker at glemme.« Han var endnu ikke kommet så vidt, at han kunne erklære: »Minoriteter er en pestilens. Og eftersom der altid vil være minoriteter, er demokratiet besværligt og tåbeligt

Da Bo Young langt om længe underskrev ordrer om, at indianerne skulle sendes tilbage sydpå, til indianerreservatet i det fjerne Oklahoma, hen over de femten hundrede kilometer, hvor deres blod havde markeret et spor, kunne han have sagt til sig selv.